Riverboat-jazz: historien

To ting, der begyndte i én by

Jazz opstod i New Orleans i afroamerikanske miljøer mellem slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Mississippi-hjuldamperen i sin amerikanske form begyndte også her: den første på floden begyndte at sejle ud fra New Orleans i 1812. De to mødtes på vandet inden for få generationer, og aftenkrydstogten ligger netop der, hvor de overlapper hinanden. En aften med live jazz på en hjuldamper hviler altså på virkelig historie, og resten af denne guide følger den historie fra bådene til orkestertribunen og derefter tilbage til det dæk, du kan gå om bord på i aften. Læs afsnittene i rækkefølge: først bådene, så bandene, og til sidst den aften, du faktisk kan booke.

Sådan kom dampbåden til floden

Robert Fultons Clermont, muligvis den første kommercielle succes, blev sat i drift mellem New York City og Albany i 1807. I 1811 forlod en række floddampbåde Pittsburgh med kurs mod New Orleans via Ohio og Mississippi, og i 1812 begyndte den første Mississippi-hjuldamper at sejle fra byen. I 1814 havde kaptajn Henry Shreve udviklet en dampbåd, der var egnet til de lokale forhold, og betegnelsen holdt ved for fartøjer på Mississippis flodsystem. Anløb ved New Orleans steg fra 21 i 1814 til 191 i 1819 og til over 1.200 i 1833 — et mål for, hvor hurtigt floden forandrede sig. Dampbåde blev en foretrukken måde at rejse på i begyndelsen af 1800-tallet, fordi de var hurtigere og mere komfortable end at rejse over land til hest, i vogn eller til fods.

Agterhjuldamperen forklaret

En agterhjuldamper har ét hjul bagerst. Hjulet er en stor stålramme forsynet med regelmæssigt anbragte skovle, og cirka den nederste fjerdedel drejer rundt under vandet. De første agterhjuldampere blev opfundet i Europa, men de gjorde mest tjeneste i Nordamerika, især på Mississippi, og en båd ved navn Washington, bygget i 1816, blev prototypen for de Mississippi-dampbåde, der fulgte. Senere propeller erstattede i vid udstrækning hjulene, som i dag overlever på udflugtsbåde, flydende restauranter og replikaer. Agterhjuldamperen Sprague, bygget i 1901, var den største og en af de sidste hjuldampere på Mississippi.

Læs næste: Mississippis sving om natten

Lodsens råb

Mark Twain arbejdede som flodbådslods, før han skrev om floden, og hans bog Life on the Mississippi udkom i 1883. Han huskede, at drengene i hans barndomsby frem for alt ville være dampbådsmænd, og at lodsen havde den fineste stilling. Han forklarede også sit pseudonym: »mark twain« var det råb, der lød, når båden var i sikkert vand, en dybde på to favne eller 12 fod. Twain beskrev lodsens prestige som større end kaptajnens. Når du hører råbet citeret på en flodaften, stammer det fra bådenes arbejdsliv.

Jazz før bådene

New Orleans-jazzen begyndte i begyndelsen af 1910'erne og kombinerede tidligere messingorkestermarscher, franske quadriller, biguine, ragtime og blues med kollektiv improvisation. Baggrunden er ældre: slaver samledes på Congo Square, berømt for afrikanske danse, og kornettisten Buddy Bolden spillede i byen fra 1895 til 1906, selv om der ikke findes optagelser af ham. March- og dansebands' instrumenter blev jazzens standardinstrumenter, og Storyville, red-light-distriktet omkring Basin Street, bragte musikken ud til et bredere publikum, herunder turister, der kom til havnen. Den afro-kreolske pianist Jelly Roll Morton begyndte sin karriere i Storyville, og hans Jelly Roll Blues, komponeret i 1905 og udgivet i 1915, var det første jazzarrangement på tryk.

Læs næste: Efter sejladsen: jazz til fods

Streckfus-damperne og Fate Marable

Fate Marable blev født i Paducah, Kentucky, og begyndte at spille på Mississippi-damperne som 17-årig. Han blev ansat af John og Joseph Streckfus og blev senere, i 1907, orkesterleder for et hjuldampskib på Streckfus Line, der sejlede mellem New Orleans og St. Paul – en stilling han beholdt i 33 år. Tidligt måtte han også spille på en dampkalliope, et larmende instrument, hvis tonehøjde varierede med damptrykket. Tulanes Hogan Jazz Archive tilskriver ham æren for at have organiseret det første New Orleans-orkester til Streckfus-damperne og fortæller, at udflugterne præsenterede flodens publikum i St. Louis og Davenport for musikken. Musikere spøgte med, at det at slutte sig til hans orkester betød, at man gik på konservatoriet.

Louis Armstrongs år på bådene

Armstrong spillede i messingblæserorkestre og på flodbåde i New Orleans i slutningen af 1910'erne. Han rejste med Marables orkester på damperen Sidney, som Tulanes arkiv beskriver som den første Streckfus-båd, der medbragte et New Orleans-orkester. Marable insisterede på, at hans musikere kunne læse noder, og Armstrong kaldte senere tiden for sit universitet. Wikipedia bemærker, at han som 20-årig kunne læse noder og begyndte at optræde med udvidede trompetsoloer. Marable anerkendte Armstrongs gave for improvisation og lod ham improvisere sine breaks. I 1922 flyttede Armstrong til Chicago, selvom han voksede op i New Orleans og vendte tilbage til byen med jævne mellemrum resten af sit liv.

Hvad bådene gjorde for musikken

Flodbådsorkestrene var en skole lige så meget som et job. Marable krævede bladlæsning, disciplin og et bredt repertoire, fra hotte numre til lette klassikere, spillet fra hukommelsen, på gehør eller fra noder, med dansernes fornøjelse som mål. Alumni fra Streckfus-orkestrene fortsatte med at spille med orkesterledere som Cab Calloway, Count Basie og Duke Ellington. Tulanes udstilling tilskriver New Orleans-orkestrene og deres Dixieland-beat en stor del af Streckfus-liniens succes inden for udflugtsfart efter Første Verdenskrig. Bådene var en scene, der bevægede sig, og de sendte New Orleans-lyden op ad floden.

Hvordan en aften på vandet ser ud i dag

Aftenkrydstogten på et hjuldampskib byder på et live jazzband, udsigt over skyline og French Quarter samt en cocktail på promenadedækket. Gæster beskriver traditionelle jazzstandards på øverste dæk. Det er ikke en genskabelse af en udflugt fra 1919, og programmet er ikke fastlagt. Men rammen er ægte: et hækdampskib på Mississippi, et orkester på dækket og en by, der glider forbi. Køberguiden forklarer mulighederne, herunder om man skal tilføje den creolske middag.

Læs næste: Muligheder for jazzcruise i New Orleans

Hvor historien kan ses i dag

Meget af denne historie kan stadig besøges eller læses. Det sort-hvide fotografi fra 1919 af Marables orkester på Sidney opbevares af Hogan Jazz Archive ved Tulane University, og arkivets onlineudstilling fortæller Streckfus-historien. Congo Square ligger i Louis Armstrong Park, over for French Quarter på den anden side af Rampart Street. Preservation Hall på St Peter Street har præsenteret traditionel jazz siden begyndelsen af 1960'erne. Guiden til jazz til fods foreslår, hvordan man kan forbinde disse steder med en aften på floden.

Læs næste: Efter sejladsen: jazz til fods

Hvem dette ikke er for

Hvis du ønsker et foredrag om Streckfus-linjen, er dette den forkerte billet: aftenkrydstogten fortæller ikke historie. Dagssejladsen med Creole Queen er den fortællende, med et oplæg om Slaget ved New Orleans. Hvis du ønsker et puristisk traditionelt jazz-set i et lille lokale, passer en klub bedre til dig end en båd. Og hvis du lytter efter en navngiven musiker fra historien ovenfor, så husk, at datidens bands er væk, og den nuværende besætning er ikke lovet.